I den nuværende teknologiske udvikling er AI ikke længere kun et buzzword

Kunstig intelligens (AI) har været her, der og alle vegne de sidste to år og vores opfattelse af teknologi og hvad der er muligt, er varigt ændret. Hvad der startede som et innovativt buzzword bliver formentlig en essentiel del af virksomheders aktiviteter, med håndgribelige applikationer, der kan redefinere industrier verden over.

I robotindustrien ser vi blandt andet hvordan robotter tidligere var forbundet med at håndtere gentagende arbejdsopgaver under kontrollerede forhold i fabrikker til nu at kunne forstå og udføre komplekse opgaver og dermed ændre arbejdsgangene på tværs af brancher. Den overordnede tendens forsøger jeg her at koge ned til fem forudsigelser for robotteknologi i 2025:

AI bliver voksen: Fra hype til implementering

Den ene AI startup efter den anden har set dagens lys de seneste år. Det vil formentlig fortsætte, men jeg forventer også at se AI blive mere normaliseret og integreret i processer. Hvor vi i høj grad har været vant til at se noget som en ”AI-løsning”, bliver AI fremadrettet mere og mere integreret i allerede eksisterende systemer. Det er Ocados cobotløsning et glimrende eksempel på, fordi det netop ikke markedsføres som en ”AI-løsning”, men som et logistisk opsamlingssystem, der, nå ja, anvender AI.

Den næste bølge af AI bliver mere fysisk end vi har set det i 2024. AI der kan forstå fysikkens love, kan omstilles til uforudsete udfordringer og navigere i et omskifteligt miljø og ikke blot håndtere data, som ChatGPT og andre generative AI-produkter.

Robotter der laver din mad og brygger din kaffe

Vi har gennem årtier været vant til, at robotter opererede bag hegn i industrielle produktionsvirksomheder. Nu ser vi, hvordan robotter også kan agere blandt og i samarbejde med mennesker. Det kan for eksempel være TV- film- eller reklameproduktioner, hvor kameraet er styret af en cobot (kollaborativ robot). Eller i fødevareindustrien, hvor det - især i USA og Asien - ikke er utænkeligt, at en cobot designet til hygiejnisk fødevaretilberedning assisterer i tilberedelsen af et måltid eller en kop kaffe, som hos den amerikanske fastfood-kæde Chipotle.

Jeg forventer også at se robotter rykke frem i andre industrier, som f.eks. byggeriet hvor virksomheder som Canvas allerede tilbyder en cobot-løsning til opgaver som efterbehandling af gipsplader. Eller som Raise Robotics, hvis løsning bruger cobots til at montere facadeplader på højhuse. Opgaver, som det er svært at finde arbejdskraft til eller farlige og gentagende opgaver forbundet med høj risiko.

Fælles for disse løsninger det det, at cobots kan levere høj hastighed og ensartede resultater selv i spidsbelastede perioder, og vi ser tydeligt at cobots ikke overtager menneskers arbejde, men i stedet bidrager til at forbedre både produktivitet og arbejdsmiljø.

Hold øje med Indien

Hvor vi har været vant til at se lande som Kina, Japan og Sydkorea dominere robotmarkedet, tyder det på, at Indien kommer til at indtage en fremtrædende rolle. Regeringen investerer massivt i automatisering for eksempel med the Production Linked Incentive (PLI), som giver tilskud til virksomheder, der bygger produktionsfaciliteter i Indien på tværs af brancher som biler, metal, pharma og fødevarer,

Potentialet understøttes af en ung befolkning med en medianalder på 29 mod  Danmarks 41, hvilket sikrer en dynamisk og tilpasningsdygtig arbejdsstyrke. Desuden er grundlaget for innovation stærkt med en samlet værdi for landets tech-industri på $115 milliarder. På bare et år er Indien steget fra en global 10. plads til en 7. plads inden for robotinstallationer. Det svarer til en stigning på 59% og er et udtryk for fremgang og en vigtig klynge for automatisering og innovation.

Sikkerhed frem for alt

Sikkerhed har altid været en afgørende del af cobots, men i mere dynamiske og mindre kontrollerede miljøer, skal den traditionelle tilgang til sikkerhed selvfølgelig også udvikles. Selvom cobots er designet til at samarbejde tæt med mennesker, er det selvfølgelig stadig nødvendigt med ekstra sikkerhedsfunktioner, hvis du ønsker at den for eksempel skal arbejde meget hurtigt eller håndtere skarpe eller potentielt farlige objekter. På fabrikker håndteres sikkerheden ofte via hegn og strenge protokoller. Det er dog upraktisk i de installationer, hvor cobots og mennesker arbejder tæt sammen i miljøer, der ikke er lige så kontrollerede som på produktionsvirksomheder.

Fremtiden for sikkerhed fokuserer på tilpasningsdygtige teknologier, som kan reagere på ændringer og det uforudsete. For eksempel vil sensordata i realtid og avancerede algoritmer gøre det muligt for cobots at registrere og reagere på menneskelige bevægelser øjeblikkeligt, hvilket øger sikkerheden uden at gå på kompromis med effektiviteten.

Standardløsninger og hurtig integration

Den kompleksitet, der traditionelt er forbundet med automatisering, såsom omfattende tilpasning og langvarige opsætningsprocesser, er nødt til at blive reduceret for at gøre det lettere og mere tilgængeligt for små og mellemstore virksomheder at implementere cobot-løsninger - og dermed konkurrere i større skala uden de høje omkostninger ved skræddersyede automatiseringssystemer. Den udvikling er heldigvis i fuld gang, og standardiserede løsninger bliver derfor afgørende for de virksomheder, der ønsker at integrere cobots hurtigt og effektivt.

Det man på engelsk kalder “turnkey solutions” er skalerbare og omkostningseffektive og kan dermed udbrede anvendelse af cobots på tværs af industrier. Mit dristige bud er, at ved udgangen af 2025 er mere end en tredjedel af alle solgte cobots en del af en standardiseret løsning.

IndiaBillesøAI
Anders Billesø BeckVice President of Technology, Universal Robots

Anders Billesø Beck leads the development of cobot technologies to keep global businesses agile, productive and innovative. He holds a PhD in robotics from DTU, the Technical University of Denmark, and has also held leading positions at the Danish Technological Institute. Anders combines his scientific background with contributions to the global collaborative automation industry to change the way the world works.

Lokalkontor
  • Universal Robots A/S
  • Energivej 51
  • 5260 Odense S
Kontakt os: (+45) 89 93 89 89