De fleste voksne danskere nyder jævnligt Carlsbergs produkter i selskab med venner og familie. Men i festligt lag tænker de færreste næppe over det store og ofte udfordrende arbejde, som ligger bag øl-brygningen. Tidligere kunne manuelle opgaver og gentagne løft ligefrem føre til slidskader og arbejdsulykker blandt de ansatte på Carlsbergs Bryggeri i Fredericia. Men den risiko har Carlsberg nu reduceret ved at implementere såkaldte cobots; samarbejdende robotter, der kan indgå i koordinerede processer med hinanden og de ansatte på fabrikken i Fredericia. Det sker som led i virksomhedens såkaldte Together Towards Zero-program, der har fokus på at styrke bæredygtighed og sikkerhed.
Thomas Kern Ruby, som er Senior Project Manager hos Carlsberg Fredericia fortæller her om virksomhedens erfaringer:
- "Vi oplevede, at der på visse produktionslinjer opstod mindre arbejdsulykker som eksempelvis snitsår fra papkasser på trods af instruktioner og beskyttelsesudstyr. Derudover vurderede vi, at visse medarbejdergrupper kunne være i risikozonen for fysisk slitage", siger Thomas og fortsætter:
- "Vi analyserede derfor vores produktionslinjer og konkluderede, at det især var i de manuelle processer, at der kunne opstå risici. Blandt andet kunne vi se, at ikke alle medarbejdere opnåede de optimale løftpositioner, og at nogle medarbejdere havde for mange uhensigtsmæssige løft over skulderhøjde".
Collaborative robotter tager slæbet
Derfor kiggede man hos Carlsberg Fredericia hurtigt i retning af collaborative robotter, som på sikker vis kunne indgå i det daglige produktionsmiljø.
- Vi havde allerede traditionelle industrirobotter på fabrikken. Men de var hegnet ind af sikkerhedshensyn, og kunne ikke løse de mere fleksible opgaver på linjen. Vi så derfor hurtigt fordelen i cobots, som kan stå side om side med medarbejderne og klare de manuelle løft på linjen. De er fleksible og fuldstændigt sikre at omgås for medarbejderne, da de standser ved den mindste berøring. På grund af det sikkerheds- og pladsmæssige aspekt var vi derfor ikke i tvivl om, at det var vejen frem for os.
Derfor investerede Carlsberg Fredericia i to cobots: den mindre UR3 og den kraftfulde UR10. UR10 har en høj nyttelast på op til 10 kg, og Carlsberg bruger den til at hente stakke med kartoner, der er bundet sammen med emballagebånd. UR3'en anvendes til at skære og borttage båndene, og UR10'en placerer derefter stakkene. Når de arbejder sammen, kan disse cobots håndtere op til 500 emballagekartoner i timen.