Vi har talt med Mikkel Vahl, Global Head of Training and Education hos Universal Robots. Mikkel fortæller om UR Academy og den rolle, akademiet spiller i at understøtte brugernes implementering af cobots. Vi ser også nærmere på de erfaringer, Mikkel har gjort sig under udviklingen af verdens største og mest omfattende træningsplatform for kollaborative robotter.
Har du overvejet, hvordan du bedre udnytter de mange muligheder med cobots? Eller har du kolleger, som kunne trænge til en genopfriskning? Så læs med i dette interview. Her giver Mikkel Vahl dig indblik i, hvordan undervisning og UR Academy åbner nye muligheder.
Mikkel Vahl hvordan kom du ind i automatiseringens verden?
- "Min hjemby Odense, hvor UR har hovedkontor, har udviklet sig til én af verdens robot-hovedstæder. Jeg blev fascineret af branchen og var nysgerrig på at finde ud af, hvordan virksomheder blev trænet i at implementere teknisk udstyr som robotter – samt hele aspektet med have et akademi som en integreret del af forretningsuniverset. Jeg kommer med en undervisningsbaggrund, og det har været afgørende for at skabe reel læring hos deltagerne, så de kan oversætte deres nye viden til konkrete leverancer"
Hvordan ser UR Academy overordnet ud i dag?
- "Vi er kommet langt siden den de første Academy-moduler tilbage i 2016. I dag har vi mere end 100.000 brugere fra over 130 lande, som gennemfører virtuel såvel som fysisk undervisning i et af de 16 tilgængelige sprog. Vi har 65 autoriserede træningscentre i 24 lande og planlægger endnu flere i 2021. Akademiet blev lanceret for at opkvalificere brugernes robotfærdigheder og skabe UR-eksperter ude i virksomhederne. Det ser ud til, at vi lykkes i den mission. De brugere, som deltager i UR Academy kan blandt andet reducere deres implementeringstider. I takt med at vi udviklede Academy-træningen ønskede vi også at række ud til skoler og uddannelsesinstitutioner og tilbyde dem en konkret mulighed for at lære robotprogrammering."